AT VÆRE PÅRØRENDE TIL MISBRUGER ELLER PSYKISK SYG PERSON

En pårørende er i nær relation til et sygt menneske. Det kan eksempelvis være som partner eller som barn til en psykisk eller fysisk syg forælder. Det kan også være som barn, søskende eller forælder til alkoholiker eller misbruger. De fleste af os er på et tidspunkt i vores liv pårørende, når en af vores nærmeste bliver syg.
Når ens kære bliver syg, sætter mange pårørende ind med al den energi og hjælp, de kan - og lidt mere. Men der tænker man måske ikke på, at situationen kan vare ved rigtig længe, og at det ikke er et ansvar og en belastning, man kan holde til i længden.

Det er okay, hvis du har det svært
Mange pårørende siger: ’Det er ikke mig, der er syg, så det er ikke mig, der skal have hjælp eller have fokus’. Ofte er der tale om mennesker, der tager ansvar for et andet menneske i en sådan grad, at de kan risikere at glemme dem selv. Men for at du kan være en langtidsholdbar pårørende, er det nødvendigt, at du bruger tid og energi på dig selv, og lytter til dig selv, og rækker ud efter hjælp og støtte, hvis du har det svært. Din trivsel er både vigtig for dig og for den, du er pårørende til.

Vær bevidst om det ansvar, du tager
Det kan være en hjælp at blive bevidst om det ansvar, man tager eller får pålagt. Er det mere, end jeg kan håndtere? En god måde kan være at spørge sig selv: Kan jeg være pårørende på den her måde de næste tre år? Hvis ikke, er det nødvendigt at ændre på nogle ting og fralægge sig noget af ansvaret, så situationen bliver langtidsholdbar.”

Uddeleger så mange opgaver som muligt
Det er realiteten for mange, at der på grund af huller i systemet ender et stort ansvar på pårørende. Mange pårørende ender i mange forskellige roller for eksempel som behandler, sygeplejerske, chauffør, advokat og så videre og der ender med at være et stort ansvar på de pårørendes skuldre. For ikke at blive overbelastet, skal man forsøge at uddelegere så mange opgaver som muligt.


Tag små og store pauser
Det er vigtigt at sørge for at tage nogle pauser. Både små og store pauser. Små pauser i hverdagen kan være en gåtur, at bruge en mindfulness-app eller sidde og drikke kaffe og kigge ud ad vinduet. 
De store pauser handler om, at det er ok at trække sig i længere tid. Det kan for eksempel være at tillade sig selv at tage på ferie. Hvis I bor sammen, kan det være at tage en dag hjemme, mens den syge er et andet sted eller hvis I bor hver for sig at have mindre kontakt i nogle dage, uger eller måneder. I nogle pårørenderelationer er det sværere at holde pauser end andre, for eksempel hvis det drejer sig om relationer, hvor man er den primære omsorgsperson. Her kræver er det, at man undersøger, hvilke andre der kan være der, mens du selv tager en pause. 

Spørg dig selv: Hvornår gør jeg nok?
Mange pårørende har dårlig samvittighed, hvor de føler, at de burde gøre mere for den syge. Her skal man huske at tage sine omstændigheder i betragtning. Hvilke ting spiller ind i forhold til, hvad jeg kan gøre og hvor meget jeg kan klare?
Man kan spørge sig selv og helt ærligt forsøge at svare på: Ved jeg, hvornår jeg gør det godt nok? Og være venlig og realistisk i din vurdering af, hvor meget du egentlig kan.
Hvis man ikke ved, hvornår det er godt nok, kan det være, fordi man forsøger at kompensere for den lidelse, sygdommen påfører den syge og en selv. Og det kan man selvsagt ikke, hvorfor man kommer på alvorligt overarbejde. Her skal man prøve at huske sig selv på, at man gør det så godt, man kan – og måske søge hjælp til at arbejde med den sorg, det kan være at erkende, hvad det betyder for en selv og ens kære, at sygdommen er til stede i jeres liv.